Brev 38

Sønderborg, 15. april 1849

Sønderborg

Fra: Jeppe Nissen Bengaard Til: Forældrene og søskende
Jeppe Nissen Bengaard skriver om krigens udvikling og de militære kampe, familiens og soldaternes helbred. Brevet omtaler også personlige hilsner og nyt fra familien samt begivenheder og forhold ved Dybbøl, Sønderborg.

Afskrift

Sønderborg den 15 April 1849

Kjære Forældre.og Sødskende.

Eders Brev modtog jeg den 14 April, og ser deraf at I alle ere friske og sunde, og det er jeg ogsaa. Jeg har længe ventet efter Brev fra Eder, jeg skrev et den 12 April, det har I vel nok faaet. men nu haver vi været i Slag, saa vil jeg skrive Eder et Par Ord til, hvorledes det er gaaet os. Paa Fredagen den 13 April om Morgenen Kl. 4 begyndte Tyskerne at trække ind paa vores Kæde, og det blev en varm Dag for os 10. Batallion, vi var haardt for, vi tog 2 Kanoner fra Tyskerne. Der var kun de 3 Comp. for, 1., 2. og 3.Comp., og deraf forliste vi 40. tyve Mand og fem døde, og de blev ved at fyre til om aftenen Kl. 8, forskanset ved Dybbøl Mølle tog de og Møllen blev afbrændt. Paaskes Broder blev saaret og store Mogensens Søn fra Dalby blev saaret. Erik Hermandsen er rigtig nok kommen til Vands med et Krigsskib, men hvorledes det er gaaet ham, det ved jeg ikke. Der blev taget 8 Mand af vort Comp., saa havde han det Vanheld, at det traf ham for en. Kjære Fader jeg kan hilse Eder fra Jacob Andersen, ham talte jeg med, den Dag vi retirerede gjennem Sotterup. Kjære Moder I maa ikke sørge for mig, for det skal nok gaa mig godt, der er ikke noget, der lægger mig paa, jeg kan sove og er rask, og hils Simon Heager, at Poul er frisk, og Jens Vint, at i Hans er ogsaa. I hilses alle sammen fra mig. Eders oprigtige Søn

Jep Nissen Bengaard.